Hvilken farve skal din sokkel have?
Som altid, når det handler om farver – uanset om det er på væggene, soklen eller gummistøvlerne – så er det i høj grad et spørgsmål om smag. Så har du lyst til at male din sokkel skrigende gul, så lad ikke andres smag eller holdning holde dig tilbage. Din sokkel, din smag, dit valg!
Når det så er sagt, så er det værd liiiige at bruge et par minutter på at overveje det praktiske og helhedsindtrykket, før du går i gang med den store malerrulle.
Soklen skal kunne holde til lidt af hvert
Med sin placering helt nede ved jorden bliver soklen udsat for både fugt, jordsprøjt i regnvejr, afklippet græsrester fra græsslåning og meget andet. Det stiller en del krav til malingens robusthed, men også lidt til farven. For maler du din sokkel i hvid eller en anden meget lys farve, så skal du regne med, at du før eller siden vil se misfarvninger – uanset hvor robust malingen end måtte være.
Græsrester, jord, fugt, insekter og andre spændende ting vil let kunne ses på den lyse baggrund. Det kommer du lettere uden om, hvis du vælger en mørk farve på din sokkel – f.eks. sort.
Sort sokkelmaling – den mest populære
Det er derfor heller ikke helt tilfældigt, at den mest brugte farve, når der skal males sokkel, er sort. Der findes endda sokkelmaling, der slet ikke fås i andre farver, fordi det er den absolut øverstplacerede farve på popularitetsskalaen. Og ikke uden grund.
Dels kan en sort sokkel op imod en lys facade give en virkelig flot effekt og være med til at indramme facaden – ikke mindst hvis du samtidig bruger sort i tag og udhæng. Og dels er den sorte farve samtidig eminent til at skjule snavs og smuds fra omgivelserne. Det er smart!
Det blødere alternativ – grå sokkelmaling
Der er dog også mange, der synes, at en sort sokkel kommer til at ”larme” for meget mod f.eks. en hvid facade på grund af den skarpe kontrast. Her kan en grå sokkelmaling være et rigtigt godt alternativ. Den bløder kontrasten op, samtidig med, at den stadig markerer overgangen til den lyse facade flot. Den grå farve er knap så iøjnefaldende og derfor med til at give et roligere helhedsindtryk. Og så passer den – lige som sort – sammen med stort set alle andre farver.
Og bliver du i den mørkere ende af gråskalaen, så får du stadig de samme gode fordele, som den sorte maling giver ved at skjule alt det, du ikke har lyst til at fremhæve på din sokkel.
Brun, grøn, rød, blå – sokkelmalingens alsidighed
Men synes du, at en brun sokkel passer bedst til resten af dit hus – eller måske en rød eller en grøn – så er det det, du skal gå efter. Gå efter en mørk nuance af din yndlingsfarve, hvis du kan – så er du bedst stillet i forhold til snavs. Og sørg altid for at vælge en maling, der egner sig til anvendelse på sokkel og de udfordringer, som følger med. Det er vigtigt! For eksempel skal malingen ud over at være robust også være diffusionsåben. Men hvad betyder det egentlig? Er du i tvivl om, hvad det vil sige, så se med i videoen, hvor Anette forklarer, hvad diffusionsåben betyder.
VIDEO
Tada! Hvor har du været dygtig. Du har både lært lidt om sokler og sokkelmaling, samt (hvis du har set videoen) lært hvad diffusionsåben maling er. Hvor har du været dygtig. Så er det bare det store spørgsmål tilbage. Nemlig, hvilken farve du skal vælge. Som sagt er valget dit. Meeeeeeeen, hvis du mangler lidt inspiration eller sidder tilbage med et enkelt spørgsmål eller to, så er vi aldrig længere end et lille opkald væk. Men hvis du er fuldstændig sikker på, at din sokkel skal være lilla, eller hvad du nu kan finde på, så er det bare at komme i gang med mallerrullen – god arbejdslyst!
Det skal du bruge: