Skab ro, elegance og kontrast med sort maling
Sorte vægge kan give fantastiske effekter
Det lyder måske grænseoverskridende at smække en omgang sort maling på væggene, for mange af os forbinder sort med mørke og tristhed. Men faktisk kan det være med til at skabe nogle helt fantastiske effekter i dit hjem.
Saml rummet med sort
Faktisk kan sorte vægge være med til at skabe ro og samle rummet. Du behøver ikke nødvendigvis at male alle væggene i et rum sorte, men gør det f.eks. med en enkelt eller to, der mødes i et hjørne – eller brug sort tapet i stedet for maling. Kombinerer du samtidig med matte, sorte lister og døre, så vil du se, hvordan rummet samler sig om dig, og skaber en rolig og næsten huleagtig stemning.
Særligt i nyere huse, hvor der er højt til loftet, kan du få en virkelig flot effekt ud af den sorte maling. Dette gælder også for selve loftet. Er dit hjem af ældre dato med lavt til loftet, skal du måske være en smule varsom med de sorte lofter for ikke at få fornemmelsen af, at loftet bliver trykket ned i hovedet på dig, men du kan stadig have en god effekt ud af at bruge sort på vægge, lister og døre.
Stilig, ophøjet elegance
Ud over at skabe ro kan den sorte maling altså også bare noget særligt i forhold til at give et virkelig elegant look. Der er noget næsten ophøjet over den sorte farve, som du kan få til at træde mere eller mindre frem alt efter, hvad du styler den sammen med.
Prøv f.eks. at se, hvilken fantastisk effekt du får ved at sætte den mod en væg i en anden mørk farve som f.eks. en aubergine eller en mørk, støvet grøn. Eller ved at tilføje messing i din indretning – enten i form af vaser, lysestager eller måske endda dørhåndtag og vandhaner.
Men vær forsigtig med at bruge sort sammen med andre meget markante farver som f.eks. rød. Det kan give et næsten overdramatisk look med lidt for meget støj.
Få det bedste frem i farver med kontraster
Den sorte farve er også brandgod til at skabe kontraster. Sæt den f.eks. op imod dens modsætning – den hvide farve – for et meget skarpt kontrastforhold. Eller blød kontrasterne op ved at sætte op imod en anden lys farve som f.eks. en lys beige, og se, hvordan dette blødere kontrastforhold får det bedste frem i begge farver.
Det fede ved kontraster er det spil, det giver til rummet – både farverne i mellem, men også i lyset i rummet. Det er med til at give dybde og udtryk i begge farver, og det skaber liv i rummet.
Så du behøver slet ikke at være bange for at give dig i kast med den sorte maling. Den kan virkelig noget!
Både indenfor og udenfor.