Mangler du inspiration til indretning af børneværelset? Få 5 gode idéer
Sådan skaber du et rum til aktivitet, afslapning og hygge
Børneværelset er nok et af de rum i vores bolig, der oftest får en total makeover. For i takt med at junior vokser og udvikler sig, skal børneværelset følge med. Det lyserøde værelse med prinsessetema og plads til dukkehuse og bamser var muligvis det ultimative for lille 4-årige Anna, men hos præteenageren Anna er lyserødt absolut bandlyst, og dukkehusene er skiftet ud med et større klædeskab og plads til at slænge sig, mens der lyttes til det seneste nye boyband.
Men uanset hvilken alder, der skal indrettes til, så er der her nogle gode fif, der kan hjælpe dig til at skabe et rum, der kan lidt af det hele, et børneværelse skal kunne.
Rum i rummet
Børneværelset er ikke bare et værelse. Det skal som udgangspunkt være stue, soveværelse, kontor, krearum og diskotek i ét. En helt lille bolig i boligen. Og for at få det til at lykkes, kan det være en rigtig god idé at dele rummet op i mindre rum. Ikke fysisk ved brug af vægge, rumdelere eller lignende (det kan hurtigt give et standardstørrelses børneværelse et overfyldt udtryk!), men derimod ved brug af farver, mønstre og materialer. Så bevarer du stadig gulvpladsen.
Mal f.eks. én farve i en trekant ud fra et hjørne, og brug det som en hyggekrog eller et læsehjørne, mens du bruger en anden farve på hele væggen bag sengen. Eller sæt et flot mønstret tapet op bag skrivebordet. På den måde kan du skabe små miljøer med forskellige funktioner i rummet. Bare husk at vælge nuancer, der passer sammen, så der stadig er en sammenhæng i rummet. Bruger du for mange kontrastfarver og forskellige mønstre kan det let komme til at se rodet ud.
Lad junior være med
Er der – som i de fleste voksne – en lille kontrolfreak gemt i dig, så er det nok en god idé at tage styringen med børneværelsets stil og overordnede udtryk. Men der er ingen, der siger, at junior ikke sagtens kan være med alligevel. Lad f.eks. barnet være med til at male. Lyder det en liiiiille smule angstprovokerende? Det behøver det ikke at være.
Bare sørg for en god afdækning og tydelige afgrænsninger med malertape. Og brug f.eks. en svanemærket maling. Så kan du med ro i sindet sagtens lade junior selv rulle og male kanter – uden at bekymre dig om skadelig stoffer for junior og naturen.
Men hvad så med tapeter? Det er sjældent det bedste resultat, der kom ud af at blande børnefingre ind i opsætning af tapet. Til gengæld findes der nogle virkelig cool tapeter med motiver, som børnene efterfølgende selv kan farvelægge. Lidt som en gigantisk malebog bag skrivebordet eller måske i hulen under den halvhøje seng? På den måde får junior også lov til at sætte sit eget præg og tilføre noget personlighed til rummet.
Giv liv med tapet
Tapeter kan være virkelig gode til at skabe liv i et rum, fordi de fås med så man forskellige mønstre og strukturer. Der er næsten ingen grænser – uanset om du vil på en rejse rundt blandt planeter bag sengen, eller om det skal være fine, farvede prikker i hyggehjørnet.
Og hvorfor nøjes med tapet på væggene? Brug dem eventuelt på dør, skabslåger eller andre større flader, og skab et helt unikt rum med lidt ekstra spræl.
En dør eller låge med flere funktioner En dør eller en skabslåge kan altså bruges til andet end at åbne og lukke. Du kan f.eks. gøre den til en stor opslagstavle. Mal den med magnetmaling, og giv den derefter en omgang tavlemaling, og så kan junior bruge den både som showwall til alle sine flotteste tegninger, postkort, kærestebreve eller andet, og som afløb for store kunstneriske landskaber eller sjove beskeder tegnet med kridt.
Funktionelt, flot og praktisk på én gang.
Multimøbler
Og når vi nu er ved det funktionelle og praktiske, så ligger indretning med møbler med flere funktioner også lige til højrebenet. Det er jo trods alt de færreste børneværelser, der er store nok til at rumme stue, soveværelse, kontor osv. i ét uden lidt praktisk tænkning. Der er f.eks. klassikeren – en højseng med plads til skrivebord, hule eller slængeplads under.
Men det kunne også være et sammenklappeligt, væghængt bord, der fungerer som kontor og krearum, når det er nede, og som opslagstavle og atelier, når det er oppe (igen … magnetmaling og tavlemaling!) – eller andre smarte løsninger. Det er bare at lade kreativiteten få frit spil.
Så skulle der være lidt at gå i gang med. God fornøjelse!