Hvilken maling til havemøbler?
Der er flere muligheder – ikke alle lige åbenlyse
Der kommer som oftest et tidspunkt, hvor dine havemøbler – uanset hvor gode, pålidelige og dyre de har været – begynder at se lidt slidte og medtagede ud. Det er helt naturligt, for sol, blæst og nedbør er bare hårde mod overfladen. Men du behøver ikke straks at styrte ud og købe nye (med mindre du bare leder efter en undskyldning for at gøre det), for de kan faktisk komme til at se ud som næsten nye! I hvert fald, hvis de er i træ.
Har du havemøbler i plastik, polyrattan eller lignende, så kan det blive svært. Hvis det hovedsageligt er snavs eller alger, der har gjort dem grimme, så kan du komme rigtigt langt med en grundig rengøring. Men hvis de også er falmede … så bliver det vanskeligt.
Har du til gengæld havemøbler i træ – enten olierede eller malede, eller måske endda ganske rå – så er gode råd faktisk slet ikke så dyre!
Ubehandlede eller tidligere oliebehandlede havemøbler?
Hvis dine havemøbler enten tidligere er oliebehandlede, eller hvis de er er helt ubehandlede, så er den mest oplagte løsning nok at give dem træolie (igen).
Start med lige at tage et overordnet kig på havemøblernes stand. Er de ru og slidte, eller mangler de bare en opfriskning? Det kan være klogt at give dem en slibetur, så du får en frisk, glat overflade.
Og så er det tid til at give dem en grundig afrensning med et rengøringsmiddel, og sidder der alger (og det gør der ofte!), så skal de fjernes med en algefjerner. Start i så fald med algefjerneren, og gå derefter videre til rengøring.
Når møblerne er tørre efter rengøringen, kan du gå videre til at give en oliebehandling. ELLER du kan lave den frække og shine dem op med en frisk … vinduesmaling!
Mal dine havemøbler
Hvis du vælger at male dine havemøbler, så er første del af fremgangsmåden den samme som ovenfor. Start med en evt. slibning, hvor du fjerner løs maling fra tidligere behandlinger, og giv derefter en god rengøring – med eller uden algefjerner alt efter udseende. Derefter kan du begynde at male. MEN – husk lige at grunde først!
Det, de fleste vælger til at male havemøbler med, er en heldækkende træbeskyttelse. Den plejer træet og hæmmer mug- og skimmelvækst på overfladen, så havemøblerne holder længere. Og den fås i stort set lige den farve, du ønsker. Men den er som sådan ikke beregnet til at blive håndteret og rørt, som man jo gør med havemøbler – selvom den nok vil kunne holde til det alligevel. Men der er også en anden mulighed.
Nemlig vinduesmaling. Ja, det lyder måske skørt. Men hvis du tænker over, så giver det faktisk ret god mening. Det er jo netop en maling, der er udviklet til brug på steder med berøring – vinduer, og faktisk også døre. Og så er den robust og modstandsdygtig over for vind og vejr. Den er nem at påføre, og den klæber ikke, når den bliver opvarmet af solen. Og så fås den også i nærmest alle farver, du kan tænke dig til.
Så måske skal du have matchende havemøbler, vinduer og døre?