En pudset facade – skal den males?
Og hvordan gør man?
Det korte svar på, om en pudset facade skal males er nej … og ja! Forvirret? Det skal du ikke være. Hvis du har en helt nypudset facade, så skal den som udgangspunkt ikke males. I hvert fald ikke lige med det samme. Men når den har noget tid på bagen (minimum ét år!), så vil den lidt efter lidt begynde at blive trist at se på, og ja, så er det en god idé at male den – ikke mindst for at holde den beskyttet mod vejr og vind.
Når vi anbefaler, at du tidligst maler din facade et år, efter den er blevet pudset, så er det fordi, overfladen ellers ofte vil indeholde for meget fugt. Og fugt under maling er ikke en god kombi. Så hvis du har repareret store områder af din pudsede facade, så skal du også vente med at male, indtil området er tørret ordentligt op. Du kan eventuelt bruge en fugtmåler for at være på den sikre side. Men der er også et par andre ting, du skal have styr på, før du springer ud i at male din pudsede facade.
VIDEO
Forberedelse, forberedelse, forberedelse!
Som med så meget andet får du det bedste resultat, når du forbereder dig først. Og når det kommer til maling, så er første skridt i din forberedelse stort set altid rengøring. Også når det kommer til din pudsede facade. Som minimum skal den have en god omgang grundrens, og sidder der alger, så er det på med en algefjerner.
Vær opmærksom på, at rengøringsmidlet ofte skal sidde og virke et døgns tid, før du vasker den af igen. Følg som udgangspunkt altid anvisningerne på dit produkt. Efter rengøringen er det vigtigt, at facaden får lov til at tørre, før du går videre.
Næste skridt er at give facaden en grunder eller primer, som den også kaldes. Den er med til at sikre, at malingen efterfølgende hæfter ordentligt til facaden. Maling lægger sig som udgangspunkt som et lag oven på overfladen, og har du ikke grundlaget i orden, så risikerer du, at malingen på sigt skaller af.
Det, du har ventet på
Efter al den hårde forberedelse er du endelig klar til at male. For at opnå det bedste resultat, så vælg en dag, hvor der er tørt og ikke for fugtigt i vejret, men gerne overskyet. Du kan nemlig godt risikere, at malingen tørrer for hurtigt (og laver skjolder), hvis du maler i direkte sol.
Brug en diffusionsåben maling, så muren kan ånde. Ellers kan der nemlig opstå fugt inde bag malingen, og det noget skidt for din mur. Så sørg for at bruge en god facademaling. Husk også at have det rette udstyr som malerruller, pensler osv. købt ind, før du går i gang. Og så er det ellers bare at klø på.